At se/følge barnets initiativ: Det betyder først og fremmest, at den voksnes opmærksomhed er rettet mod barnets opmærksomhed. Kropsligt retter den voksne sig mod barnet, der er øjenkontakt og et åbent, interesseret ansigt, der signalerer ”jeg er hos dig, jeg ser dig og venter på, hvad du vil nu” (good face). At følge barnets initiativer udvikler og stimulerer mange sider af dets personlighed og sikrer samtidig den voksne, at der handles i overensstemmelse med barnets udviklingsniveau og behov, - altså vil barnet blive mødt netop der, hvor det udviklingsmæssigt befinder sig. Dette sikrer, at barnet ikke mødes med for mange eller for få krav fra omgivelsernes side, men mødes på det niveau, det udviklingsmæssigt kan håndtere. Herved sikrer man, at udviklings- og læringsprocesser sker på barnets præmisser, og det vil understøtte og udvikle barnets individualitet, hvor barnet opnår et sundt selvværd, selvtillid, selvstændighed mm.
At følge barnets initiativ betyder ikke, at alt hvad børn har af forslag, skal efterkommes. Initiativer refererer ikke kun til handlinger, men også ytringer, ansigtsudtryk, stemninger mm. At følge barnets initiativ vil sige, at være opmærksom og nærværende på dét, barnet signalerer. At vi svarer på dét, barnet konkret udtrykker, og ikke på vores fortolkninger af deres udtryk. Kommer barnet med initiativer, der ikke kan efterleves i situationen, skal den voksne være tydelig og sige nej. Børn skal lære, at sådan er livet også, men det er vigtigt, at barnet føler sig forstået (ved et nej, - anvis da helst andre handlemuligheder). Når den voksne tolker barnets signaler som værende betydningsfulde, oplever barnet sig forstået og får en fornemmelse af, at ”jeg er betydningsfuld og vigtig”, hvilket er grundlaget for udvikling af selvværd.

At den voksne venter på barnets initiativ: Det betyder, at den voksne skal give barnet tid til at reflektere over udspil fra den voksne og derefter vende tilbage med nye initiativer. Ofte oplever den voksne pauser som kedsomhed fra barnets side, og den voksne sætter derfor aktiviteter i gang. Men børn har brug for tid og pauser for at reflektere over situationen.

Den voksne skal benævne/sætte ord på eget initiativ, barnets initiativ og hvad der sker i situationen: Det betyder, at den voksne sætter ord på barnets følelser og handlinger og sætter ord på egne følelser og handlinger. Det stimulerer barnets udvikling både emotionelt, sprogligt og socialt. At sætte ord på følelser bevirker, at barnet i samspillet lærer om egne og andres følelser og det er vigtigt, at barnets følelser tages alvorligt, da barnet, som den eneste, kan registrere sit følelsesliv. Barnet lærer, at det er legalt at vise følelser og udtrykke følelsesmæssige tilstande. Når den voksne sætter ord på egne handlinger/barnets handlinger/hvad der sker i situationen, er det med til at fastholde barnets koncentration. Hvis barnet allerede fra fødslen får sat ord på, hvad der skal ske, hører de samme begreber igen og igen, udvikles sproget. Den voksne bliver hermed tydelig og forudsigelig for barnet, hvilket giver tryghed. Vigtigt at huske på, at der er forskel på at benævne og at udspørge barnet. Når man stiller barnet et spørgsmål, forventer man, at barnet skal svare, - derved sætter man barnet i en kravsituation og kan barnet ikke svare, vil barnet opleve det som et nederlag.
 

Den voksne bekræfter barnets initiativ positivt: Positiv ledelse er måden, hvorpå voksne organiserer opdragelse. Hvad gøres der konkret for at få barnet til at gøre dét, der ønskes, det skal gøre. Positiv ledelse ses ofte i strukturerede situationer, hvor den voksne fortæller barnet, hvad det kan/skal gøre nu. På den måde bliver den voksne meget tydelig, og barnet får fortalt, hvad den voksne forventer af det, i stedet for at korrigere/skælde ud, efter barnet har handlet.
 

Turtagning og linking: Det handler om at dele opmærksomhed, skiftes til at tage tur, at give og modtage. Det er den voksnes opgave at sikre, at alle har indflydelse og kommer til orde i samspillet. Det er vigtigt for at udvikle sig til et socialt væsen. I vuggestuen øver barnet sig i turtagning bl.a. ved at give den voksne en klods og så vil have den igen (værsgo’, - tak) og gøre det igen og igen. Dette er en god øvelse i at kommunikere, hvor man skiftes til at give/tage, at snakke/lytte. Linking betyder, at den voksne inddrager en anden person/andre personer i samværet f.eks.  ”har I hørt, hvad Peter fortæller”, og på den måde gør børnene interesseret i hinanden, således de skiftevis snakker og lytter. Dette er med til at gøre børnene sociale og udvikle empati.

Klar start/klar afslutning: For at gøre barnet trygt er det vigtigt at tydeliggøre overfor barnet, hvornår noget begynder og slutter. På den måde er det nemmere for barnet at finde ud af, hvad der forventes af det.